Hvem er jeg

TING, DU SKAL VIDE

NAVN:
Asser Amdisen

Jeg har altid kæftet op

Som ganske lille fik jeg kælenavnet mangeord, hvilket var venligt ment, og da jeg kom i skole blev jeg kaldt gammelklog, hvilket overhovedet ikke var venligt ment. Hvem jeg er, kan ses fra mange vinkler.


Den formelle:

Cand.mag. i historie. En fortid som ansat på en lang række museer; Fyns Oldtid Hollufgård, Valdemars Slot, Frederiksborg Slot, Det kongelige Sølvkammer, Gammel Estrup, Aabenraa Museum, Museum Sønderjylland. På disse museer har jeg været alt fra pedelmedjælper til museumsleder.

I 2009 sprang jeg til højskoleverdenen og overtog ledelsen af Ryslinge Højskole, som efter en årrække i krise skulle revitaliseres, hvilket lykkedes og elevtallet steg og økonomien blev bedre og bedre, men da bestyrelsen mente, at den kunne redde højskolen hurtigere end jeg, måtte vore veje skilles i 2011. 

Sideløbende og efterfølgende har jeg passet en karriere som forfatter og masser af foredrag om historiske emner og konsulentarbejde.

Siden 2012 har jeg været direktør for den stiftelse, som driver skoleskibet Georg Stage. Læs mere om skib og stiftelse her.


Den faglige:

Som historiker har jeg speciale i 1700-tallets idehistorie med særligt henblik på dannelse af den moderne politiske tænkning. Jeg har skrevet bøger om Johann Friedrich Struensee, om den danske kongerække, om skibsportrætter og om herregårdskultur.

Inden for de senere år har jeg haft mere og mere fokus på at fortælle historie. Både den sjove anekdote og det vilde ridt gennem 10.000 års danmarkshistorie. Min tid som forsker på Rigsarkivet er nok slut, men jeg har enormt mange historier i mig, som skal fortælles. 


Den merkantile:

Jeg har gennem nogen år primært fået ansættelse i virksomheder i krise. Det har givet mig en række erfaringer med, hvordan man vender skuden og sætter nye mål. Det er ikke altid, man når disse mål, men ved man ikke, hvor man skal hen, er det ret sjældent, man når frem.


Den organisatoriske:

Siden en hård start som elevrådsformand i midten af 1980erne har jeg bestridt en lang række tillidshverv i mange forskellige organisationer. Jeg har været bestyrelsesmedlem i såvel LOE (skoleelever) som DGS (gymnasieelever) og jeg har været i studienævn og fagråd på universitetet. Andelsboligforeningens bestyrelse røg jeg også i og bestyrelsen for Historisk Samfund i et par år. Inden jeg forlod museumsverdenen kom jeg i bestyrelsen for Organisationen af Danske Museers bestyrelse og jeg sidder stadig i bestyrelsen for Hermod Lannungs Museumfond.


Den reelle:

Jeg vil forandre verden. Efter at ville stoppe sulten i Afrika i midten af 80erne gik jeg ind i politik. I slutningen af 80erne røg jeg ud på røv og albuer, fordi jeg nægtede at acceptere, at det var vigtigere at være populær end at have ret. 
Jeg er stadig et politisk menneske. Jeg mener, at det væsentligste problem lige nu er, at vi er ved at formøble vores demokrati, fordi vi er bange. 
Men jeg mener også en masse andet!


Den private:

Jeg er gift med verdens klogeste og smukkeste kvinde (hun hedder Lone Ree Milkær) og har verdens mest fantastiske børn. Jeg spiller Valdhorn (højt) og synger af karsken bælg. Jeg elsker amerikansk fodbold (New York Jets) og er uhelbredelig bibliofil.